De polske arbejdere blev i slutningen af 1920erne erstattet af dansk arbejdskraft - bl.a. jyske roekarle.
Foto: Museum Lolland-Falster.
Politiske rammer
Den overordnede politik, der ligger bag modtagelsen af arbejdsimmigranter, har stor betydning for integrationsforløbet
Til hver af de tre undersøgte grupper er blevet knyttet specifikke rettigheder og pligter, der afslører tre forskellige politiske grundideer.
Positiv særbehandling
Hollænderne fik i 1547 stadfæstet deres privilegier, i hvilke det blev bestemt, at de fik tildelt gårdene i Store Magleby, at de var fri for hoveri, for at betale tiende osv. De fik eget retssystem, ledet af en såkaldt schout, der var valgt på livstid, og en domstol, der dømte efter hollandsk ret. Det betød bl.a. at de, i modsætning til de i Danmark gældende regler, havde lige arveret.
I privilegierne blev det slået fast, at hollænderne skulle dyrke gårdene, bekende sig til den evangelisk-lutherske kirke samt levere grøntsager til Københavns slot. Disse rettigheder og pligter blev stadfæstet af kongerne indtil 1817, hvor Hollænderbyens indbyggere selv opgav dem – om end de reelt nok ikke havde noget valg.
De gode økonomiske forhold, det retslige selvstyre, og de relativt få begrænsninger i friheden må karakteriseres som et udtryk for en ide om positiv særbehandling, der betød, at hollænderne fra starten stod både socialt og økonomisk bedre end deres naboer.
Arbejdsforhold og opholdstilladelse
Lovgivningen og reglerne såvel for de polske som for fremmedarbejderne fokuserede mere eller mindre ensidigt på adgang til at opholde sig i Danmark og på de arbejdsforhold, som arbejderne havde.For polakkerne var der ikke tale om at begrænse adgangen til Danmark. ”Lov om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft” fra 1908, den såkaldte Polaklov, handler om arbejdsforholdene for de arbejdere, der kom til Danmark. Desuden opstiller loven regler for arbejdsgivernes pligter ved import af arbejdskraft som f.eks. kontraktregler osv.
Målet var ikke at skaffe lige vilkår for danske og polske arbejdere, men at gøre polakkernes vilkår så gode, at de galiciske myndighed ikke begrænsede eksporten af arbejdskraft. Samtidig skulle de polske arbejdere have forhold, der kunne forringe de danske arbejderes forhold.
Dispensationsregler
Udgangspunktet for reglerne i 1970erne var et forbud mod indvandring af arbejdere. Dispensation fra stoppet blev først og fremmest givet for immigranter med særlige kvalifikationer, samt hvis arbejdsgiveren kunne påvise, at der ikke fandtes egnet arbejdskraft i Danmark.Ligesom for polakkerne gik reglerne ud på at sikre kontraktforhold, boligforhold osv. Dertil kom i 1973 også adgang til sprogundervisning. Senere i 1970erne blev desuden opstillet regler for, hvordan fremmedarbejdernes familier skulle modtages – herunder regler mod modtageklasser, regler om adgang til sociale ydelser osv. Udgangspunktet var overordnet set tanken om dispensationen fra et forbud mod arbejdsindvandring.
Lige muligheder
I øvrigt var et af de gentagne debatemner i 1970erne netop den overordnede politiske linie omkring fremmedarbejdere – eller manglen på en sammenhængende fremmedarbejderpolitik.En del politikere hævdede, at den overordnede politik for fremmedarbejdere var ligestilling – dvs. at fremmedarbejderne havde de samme muligheder som danskere i samfundet, og at det var grunden til, at der ikke blev opstillet særlige regelsæt om hjælp, kulturelle tilbud o.lign.
Kritikere påpegede, at ligestilling var et kønt ideal, men at fremmedarbejderne ikke var i stand til at udnytte de tilbud, de havde adgang til blandt andet pga. kulturelle og sproglige forskelle.
Det politiske udgangspunkt for de tre integrationsforløb var med andre ord forskelligt – nemlig fra positiv særbehandling over praktiske foranstaltninger for at sikre importen af arbejdskraft til dispensation fra et forbud kombineret med lighed i form af adgang til de eksisterende tilbud.