Til hverdag arbejdede de polske piger i praktisk hverdagstøj, der både kunne beskytte mod sol, vind og dårligt vejr.
Foto: Museum Lolland-Falster.
Om søndgaen og til festlige lejligheder optrådte de polske sæsonarbejdere især i 1890erne ofte i farvestrålende egnsdragter.
Foto: Museum Lolland-Falster
Klæder skaber folk
De polske landarbejderes tøj skilte sig ud i 1890ernes Danmark. De var på den måde let genkendelige i deres slidte arbejdstøj til hverdag og farvestrålende egnsdragter til fest.
Mange polske piger tog til Danmark i det tøj de gik i, for de blev lovet god løn til at købe nyt tøj for. Løfterne om guld og grønne skove holdt bare ikke stik.
Råd til nyt tøj
Joseffa Brandis fortæller, at hun fik følgende at vide om Danmark, da hun ville tage af sted i 1908 : "I et lille land, der hed Danmark, langt borte var arbejde at faa til en 400-500 kr. om maeneden i tre maaneder, gratis rejse hen og hjem. Vi skulle ikke tage tøj eller andre ting med, thi alt var saa fabelagtigt billigt i dette slaraffenland."
Joseffa tog af sted til for at opleve dette eventyrlige land men opdagede hurtigt, at hun og hendes veninder var blevet snydt. Lønnen var langt fra som lovet – nemlig kun ca. 100 kr. på et år, og derudover skulle de selv betale hjemrejsen; så nyt tøj var der slet ikke råd til, men de mere erfarne sæsonarbejdere medbragte både skiftetøj til arbejde og fest.
Det pratiske hverdagstøj
I hverdagen i marken var tøjet simpelt og slidt. Det skulle være praktisk og skulle tåle alt slags vejr. Tøjet skulle beskytte mod den stærke sol fx når roerne skulle luges, men det skulle også være brugbart i det tunge mudder, når roerne skulle tages op.
Arbejdstøjet bestod af langærmede overdele og lange nederdele i enten mønstret eller ensfarvet stof – med et forklæde over for at skåne sliddet på nederdelen. For at beskytte mod sol og vind bandt de fleste piger et tørklæde om hovedet, andre brugte kyser.
De farverige festdragter
Helt anderledes farverige dragter fandt pigerne frem, når de skulle i kirke om søndagen eller ved andre kirkelige eller festlige lejligheder. De smukke egnsdragter var meget anderledes fra den samtidige danske klædedragt.
Forpagterfrue Cathinka Madsen, Pårupgård på Lolland, har beskrevet pigernes søndagstøj: "Når man en søndag så alle disse piger komme og skulle i kirke, var det virkelig et skønt syn, alle i farvestrålende klæder. I begyndelsen, de kom her, var de i nationaldragter med strålende hovedtørklæder i alle farver med blomstermotiver, hvide langærmede bluser, rynker ved hånden og meget vide, sort fløjlsbul syet med perler og pailletter, om vinteren foret med hvidt lammeskind, foran snøret med røde, blå eller gule bånd imellem gule messingknapper, flere forskelligt farvede perlebånd, uldne skørter med megen vidde, blå eller grønne hjemmevævede og med flere rækker kulørt bånd forneden på nederdelen og undertiden fire til fem underskørter, hvoraf de to yderste var hvide med blonder eller festons i flæser og stærkt stivede, så det var som et sus at høre dem komme. To og to pludrede de. Deres støvler var bundet sammen med snørerne og hang over skulderen. Dem tog de først på, når de nærmede sig kirken."
Egndragter og modetøj
Pigernes traditionelle tøjstil var i begyndelsen med til at understrege forskelligheden. Hvor den danske befolkning var mere præget af den samtidige vestlige mode, var polakkerne i 1890erne mere traditionelle bl.a. pga. familiernes økonomiske formåen. Pengene gik til mad og bolig, mens modetøj var en luksus, der ikke var råd til.
Forskelligheden var i sæsonvandringens tid noget særligt for pigerne, noget de gjorde en dyd af at fremvise – sandsynligvis også som udtryk for en tilknytning til hjemlandet. Imidlertid var det, som forpagerfruen Cathinka Madsen beskrev, især i de første årtier, pigerne brugte egnsdrager.
Polaktøj
Da polakkerne tog fast ophold i Danmark begyndte de at fravælge de særlige polske kendetegn så som egnsdragten. De polske kendetegn blev en hæmsko både socialt og på arbejdsmarkedet, fordi det betød, at de skilte sig ud fra det danske samfund. En polak fortæller, at nogle danskere kaldte laksefarvet og lyserødt tøj for polaktøj.
I 1910erne og 1920erne tog pigerne derfor i højere grad den vestlige mode til sig, og efter 2. verdenskrig var det kun ved ganske særlige lejligheder som fx ved officielle besøg fra Polen, at egnsdragterne blev taget frem.