De enkelte politiske tiltag i forbindelse med immigranter bygger på en integrationsstrategi for, hvordan samfundet mener, at nye borger skal finde en plads i samfundet.
Integrationsstrategier
Ord som assimilering og integration flyver gennem luften i det 21. århundredes debat om indvandring. De er blevet faste dele af den politiske diskussion om integrationsstrategier.
At flytte fra et land til et andet – eller nogle gange bare fra et område til et andet i samme land – medfører et kulturmøde. Ideerne om, hvordan dette kulturmøde skal forløbe, og hvilket resultat, det skal have, kan beskrives som et samfunds eller en befolkningsgruppes integrationsstrategi.
Antallet af eksisterende integrationsstrategier er i høj grad et sociologisk og politisk modefænomen. Nogle nævner fire integrationsstrategier andre seks. Fælles for strategierne er, at de hver især giver et bud på, hvordan immigranter bør behandles og indgå i et samfund. Den valgte strategi kommer til udtryk i en række politiske eller personlige praktiske tiltag som lovgivning for indvandring, tilbud om sprogundervisning, deltagelse i kulturelle arrangementer osv.
Assimilation
Én integrationsstrategi er assimilation, som dækker over ideen om at tilpasse sig det samfund, man kommer til som immigrant. Immigranter bør med andre ord leve ligesom de borgere i det land, de bor i.
Som indvandrer bør man lære sproget, bosætte sig blandt ikke-indvandrere osv. Samfundet bør på den anden side modvirke ghettodannelse ved en styrende boligpolitik mv. Der bør opstilles krav til sprogkundskaber og kulturel viden. Det er samtidig ikke samfundets opgave at skabe rammer for, at immigranterne kan dyrke den kultur, de kom med. Hvis man immigrerer skal man ville det land, man kommer til.
Segregering
Segregering er den modsatte integrationsstrategi, hvor immigranter adskilles fra det øvrige samfund. Det kan betyde, at grupper af immigranter indkvarteres samlet, og der gøres fra samfundet ingen forsøg på at give immigranterne kendskab til det land, de opholder sig i, udover hvad der er nødvendigt, for at de kan udfylde den funktion, de er kommet for at udfylde.
Denne målsætning gælder hovedsageligt for grupper af immigranter, hvis ophold i landet betragtes som midlertidigt. Et ekstremt eksempel er flygtningelejre, et andet, mindre ekstremt, er arbejdsimmigranter, der indkvarteres i mere eller mindre midlertidige barakbyer.
Integration
Mellem de to yderpunkter segregering og assimilation findes to strategier, der beskriver sameksistens af kulturer. Integration betyder at samle dele til en helhed – dvs. at det er samfundets opgave at sørge for at kulturerne mødes. Immigranterne bør anspores til at tage del i det eksisterende samfund, samtidig med at tværkulturelle tiltag støttes.
Immigranterne bør i denne strategi tilbydes at lære sproget i det land, de kommer til, men der bør samtidig tilbydes tolkning og oversættelse, sådan at sproget ikke bliver et ufravigeligt krav men et tilbud. Børn af immigranter bør gå i dansk skole, men samtidig bør samfundet også give mulighed for en fortsat tilknytning til den kultur, indvandrerne kom fra – bl.a. gennem modersmålsundervisning. Integration er i en vis forstand en sammensmeltning af kulturer.
Multikulturalisme
Den fjerde og sidste strategi er multikulturalisme, der dækker over en ide om et samfund, hvor forskellige kulturer eksisterer i parallelle grupper. Ifølge denne strategi er det i høj grad op til den enkelte gruppe at indrette sig, som det passer bedst. Hver kultur er ligestillet, sådan at der f.eks. ikke opstilles særlige krav om sprogkundskaber o.lign. Samfundet indrettes således, at hver gruppe får mulighed for at dyrke sin egen kultur uhindret.
I praksis er integrationsstrategierne oftest blandet afhængigt af immigranternes roller osv. På den måde kan der i samme samfund eksistere en praksis overfor arbejdsimmigranter, en anden overfor vidensimmigranter og en tredje overfor flygtninge.