Fremmedarbejderne mødes stadig i mere eller mindre etniske klubber for at høre musik og læse nyheder fra hjemlandet, men efterkommerne ønsker ikke nødvendigvis at deltage i disse klubber.
Foto: Uwe Bødevadt.
Etnisk identitet
Integrationsdebatten i det 21. årh. taler om anden- og tredjegenerationsindvandrere. De tre undersøgte integrationsforløb giver forskellige eksempler på, hvordan integration forløber gennem generationer.
Indtil begyndelsen af 1800-tallet var det forbundet med helt konkrete fordele at være efterkommer efter hollænderne i Store Magleby, men også efter opgivelsen af privilegierne i 1817, var det velhavende bønder med god social status, der hørte til gårdene i Store Magleby. Derfor gav det mening at holde fast i den personlige hollænder-identitet.
Navneskik
En af måderne at fastholde den etniske identitet er navnetraditioner. Navne som Dirch, Trein, Tønnes og Grith optræder hyppigt i familier, der stammer fra det sydøstlige Amager. Fastholdelsen af navnetraditioner er dog vanskeligt at dømme efter, da det blot kan være en familietradition at opkalde med bestemte navne. Vigtigt er dog, at selv i dag – efter 490 år – fremhæver nogle familier sig som 17. eller 18. generations efterkommere efter hollandske indvandrere.
Lokalt er det personlige, biologiske tilhørsforhold også vigtigt i deltagelse af visse af traditionerne. Således mener nogen, at det er vigtigt, at det er en efterkommer i en af de gamle familier, der bærer de traditionelle dragter til høstgudstjeneste og i andre "officielle" sammenhænge.
At vende tilbage til rødderne
De polske landarbejdere har ikke på samme måde fastholdt deres etniske ophav, tværtimod. Faktisk søgte mange polske efterkommere i anden- og tredjegeneration at skjule deres polske ophav, bl.a. ved at tage danske navne.
Polakkerne kom som landarbejdere og blev evt. husmænd – dvs. de havde en relativt lav social status. Der er flere fortællinger om, at polakkernes børn blev drillet og set ned på i skolen. Dette gav heller ikke grund til at markere det etniske tilhørsforhold.
I dag er der imidlertid en stigende tendens til, at efterkommere af polakker tager deres forfædres polske navne og interesserer sig i slægtsforskning for at finde deres polske aner. Det ser ud til, at tredje- og fjerdegenerationspolakker bruger deres etnicitet til personlig branding.
Den nye indvandring
Fremmedarbejderne er indvandret for så kort tid siden, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvordan forholdet til det etniske ophav fastholdes. Førstegenerations immigranter har naturligvis et fortsat forhold til deres hjemland, som de forsøger at give videre til deres børn og børnebørn.
Det afgørende for den fremtidige fastholdelse af etniciteten er nok først og fremmest, at der ikke er tale om en enkelt gruppe men mange mindre nationale grupper. Det betyder, at det kan være vanskeligt at opnå en institutionalisering af fastholdelsen af etniciteten, som det bl.a. er opnået på Amager med Museum Amager og lokale foreninger. Enkelte nationale klubber fastholder et sammenhold, men mange i anden og tredje generation ønsker ikke at deltage i fællesskabet i klubberne.
Den påvirkning, som fremmedarbejdernes efterkommere er blevet udsat for bl.a. ved sprogundervisning o.lign. har givet dem en større kontakt med danskere, end deres forældre har haft. Samtidig har skolegang m.m. betydet, at der er stillet krav til efterkommernes kendskab bl.a. til dansk sprog og kultur.
Det religiøse holdepunkt
Fremmedarbejderne kommer fra flere forskellige nationer, som allerede ved indvandringen i 1970erne dannede mere eller mindre nationale klubber. Til gengæld har en stor del af fremmedarbejderne samme religiøse baggrund – nemlig som muslimer. Efterkommerne samles således i en vis grad omkring den fælles religiøse identitet frem for den kulturelle eller nationale.