Polen genopstod først efter 1. verdenskrigs afslutning. Inden var det i en længere årrække delt mellem Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn. Her ses en tegning af opdelingen fra 1814 til 1919.
Foto: Museum Lolland-Falster
Polakkerne – et folk uden land
I årene 1795-1918 eksisterede Polen ikke som selvstændigt land. Alligevel opgav mange af de tilrejsende landarbejdere i Danmark, at de kom enten fra Galizien eller fra Polen.
Den befolkningsgruppe vi i dag betegner som polske roearbejdere eller roepolakker, bestod af en højst broget befolkningsgruppe, som stammede fra polske områder, som landene Preussen (Tyskland), Østrig-Ungarn og Rusland gennem en årrække havde besat. At være polsk hang på den måde ikke sammen med et geografisk område.
Polsk nationalisme
Den tyske stat iværksattte en tysk kolonisering af de tysk-polske områder. Tyskere blev flyttet ind i området for at blande befolkningen. I nogle områder blev polske skoler og det polske sprog forbudt. Alligevel var den polske selvfølelse høj.
Felix Lewandowski, født i 1896, i Sieradz i det russiske Vestpolen fortæller: ”Nationalitetsfølelsen var stærk blandt polakkerne paa min hjemegn, og vi hadede russerne, som undertrykte os. Drømmen og maalet var et samlet frit Polen. […] Russerne gjorde dog, hvad de kunne for at undertrykke den polske nationalfølelse, og hvis nogen vovede at synge den polske nationalsang, kom kosakkerne omgaaende, og vedkommende vendte i reglen aldrig tilbage men havnede i Sibirien.”
Billedkunstnere, forfattere, digtere og komponister bidrog til at fastholde den polske kultur, samtidig med at en række modstandsgrupper var med til at opretholde tanken om et selvstændigt Polen. Følgen af hetzen mod den polske befolkning samt en hurtigt voksende fattigdom bevirkede i stedet, at op i mod 3.5 mill. mennesker udvandrede. Disse flygtninge emigrerede til lande som Tyskland, USA, Sydamerika, Australien og Frankrig.
Fra Galizien til Danmark
De polakker, der kom til Danmark kom imidlertid oftest ikke pga. forfølgelse. Hovedparten af de polske arbejdere i Danmark kom fra Galizien, der hørte til det østrig-ungarske område. Her var større kulturel og national frihed, bl.a. fordi samfundsforhold og religion var relativt ens i Galizien og Østrig.
Galizien var et fattigt tilbagestående landbrugssamfund, og den særlige arvedeling i området betød, at landbrugsjordene blev opsplittet i meget små stykker, der i relateten var for små til at kunne forsørge en familie. Lønnen var meget begrænset, og området var præget af stor arbejdsløshed bl.a. som følge af manglende industri i Galizien og en stærkt stigende befolkningstilvækst. Derfor var sæsonarbejde i de rigere lande i Nord- og Vesteuropa en god måde at supplere indkomsten på.
Polak eller galizier
Af de opholdslister og –bøger der findes over udlændinge i Danmark, viser det sig at de fleste har opgivet, at være fra Galizien eller Polen. Af den samlede polske indvandring, der rejste til Danmark som roearbejdere kom ca. 77% fra Galizien, 20 % fra russisk Polen og 1% fra tysk Polen. Langt hovedparten tilhørte den romersk-katolske kirke, men der fandtes også en del jøder, som enten var polakker eller russere. Nogle af dem blev i samtiden kaldt jøder, mens andre blev kategoriseret som polakker.
Derfor er begrebet polak ikke entydigt. For eksempel blev der i de polske områder talt så forskellige sprog som tysk, polsk, hviderussisk, ukrainsk og til dels slovensk og tjekkisk. Alligevel identificerede de polske arbejdere sig i høj grad som polakker, når de kom til Danmark.