En aftale mellem nationer

Arbejdsmigration – en aftale mellem nationer

Arbejdsindvandring er ofte blevet fremhævet som arbejdskraftens bevægelighed i forhold til udbud og efterspørgsel, men arbejdsmigration kan også være resultat af gensidige aftaler mellem lande.

De tre undersøgte historier giver eksempler på, hvordan arbejdsmigration kan ses som en politisk handel ikke bare med arbejdskraft men også med know how.

Gensidige nationale aftaler.

Det er umuligt at vide, i hvilket omfang de hollandske bønder, der rejste til Danmark, var udsendt som følge af en aftale mellem den danske konge og magthaverne i Nederlandene. Den danske konge forhandlede med en købmand i Amsterdam, men hvordan den nærmere rekrutteringen foregik,  er ikke til at afgøre

Forholdet til Nederlandene spillede imidlertid alligevel en rolle for hollændernes forhold i Danmark. I Frederik I's håndfæstning er nævnt, at han skulle sende hollænderne væk. At dette ikke skete skyldes muligvis, at den nye danske konge ikke ville stille sig dårligt overfor det nederlandske kongedømme.

At sikre arbejdskraft..

Også det 20. århundredes hvervning af udenlandsk arbejdskraft og arbejdskraftens forhold var påvirket af forholdet mellem de implicerede nationer. I begyndelsen af 1900-tallet forholdt den galiciske stat sig kritisk til de polske arbejderes forhold i Danmark. Det var en af bevæggrundene for at gennemføre den såkaldte polaklov i 1908 for at sikre en fortsat import af sæsonarbejdere.

Efter udbruddet af første verdenskrig i 1914 blev rekrutteringen af arbejdere til en gensidig officiel forhandling først mellem Danmark og Østrig og siden mellem Danmark og Polen. Under krigen fik bl.a. den katolske kirke lov til at rekruttere arbejdskraft til Danmark blandt kvinderne i flygtningelejrene i Østrig.
I 1920erne fik Danmark en årlig kvote på mellem 1000 og 2000 polske arbejdere. Rekrutteringen foregik ved, at arbejdsgiverne bestilte et antal arbejdere, der så dels blev anvist dansk arbejdskraft til, mens resten blev importeret til Danmark ved en forhandling mellem de polske myndigheder og Landsudvalget for anvendendelse af udenlandsk arbejdskraft.

Arbejdskraftens frie bevægelighed.

Fælles for både det polske område i slutningen af det 19. århundrede og for lande som Tyrkiet og Jugoslavien efter 2. verdenskrig var, at de havde et overskud af arbejdskraft især indenfor landbrugssektoren. Samtidig havde de en industriel sektor, der ikke kunne aftage den arbejdskraften, sådan som det i nogen grad havde været tilfældet i lande som Danmark under industrialiseringen i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. At eksportere arbejdskraften blev derfor i debatten fremhævet som en fordel også for de lande, hvis arbejdsstyrke rejste ud.

En fordel for alle parter?.

For den nye polske stat blev sæsonarbejdet efter 1. verdenskrig delvist brugt som et alternativ til socialforsorg. Arbejdsduelige polakker kunne på den måde tjene penge ved at tage på sæsonarbejde bl.a. i Danmark. For Jugoslavien, Tyrkiet og andre såkaldte donorlande i 1950erne-1970erne blev bl.a. diskuteret det uheldige i, at en vis befolkningsgruppe, nemlig hovedsageligt unge mænd, forsvandt fra det hjemlige arbejdsmarked og dermed vanskeliggjorde en udvikling dér.

Omvendt blev det fremhævet, at fremmedarbejderne hentede viden i de lande, de rejste til, som de bragte med hjem, og at arbejdsmigrationen således også fungerede som vidensdeling mellem nationer. I realiteten var denne vidensdeling meget lille, fordi en stor del af de hjemvendte ikke startede industrivirksomheder, men i stedet brugte den opsparede kapital til at købe importvarer og åbne selvstændige servicevirksomheder.