Fremmedarbejderne var hyppigst unge mænd med familie, der oprindeligt kom til Danmark for at arbejde og spare op.
Foto: Uwe Bødevadt.
Den typiske fremmedarbejder
Hovedparten af fremmedarbejderne kom i 1960erne og 70erne fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan, selvom der også var arbejdsimmigranter fra en række andre lande.
Ifølge Statistisk Årbog fra 1975 var der i 1970 i alt 37.920 personer med opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Af dem kom næsten ¼ fra Vesttyskland (9.144 personer). 11% kom Storbritannien, 8,5% fra USA og 6,6% fra Jugoslavien.
Bare tre år senere, i 1973, var billedet ændret, sådan at 54.716 personer havde opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Den største gruppe var stadig vesttyskere, der udgjorde knapt 17 % af udlændingene, men de to næststørste grupper på ca. 10 % hver kom fra hhv. Jugoslavien og Tyrkiet. I 1974 var der flere statsborgere fra Tyrkiet med arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, end der var tyskere.
En meget stor del af indvandrerne fra Jugoslavien og Tyrkiet var mænd, og en høj andel havde arbejdstilladelse. Af jugoslaverne og tyrkerne i 1973 havde hhv. 78 og 87 % af indvandrerne arbejdstilladelse, mens dette kun gjaldt for kun 56 % af tyskerne havde arbejdstilladelse.
Arbejdere fra Tyrkiet
Indvandringen fra Tyrkiet startede midt i 1960erne. I 1963 viser en optælling, at der indvandrede i alt 97 mænd og 14 kvinder. Ti år senere, i 1973 var tallet steget til 1876 mænd og 703 kvinder.
I 1969 blev af Mentalhygiejnisk forskningsinstitut gennemført en undersøgelse blandt i alt 99 gæstearbejdere fra hhv. England, Grækenland og Tyrkiet for at vise forholdene for gæstearbejdere. Af de i alt 33 adspurgte arbejdere fra Tyrkiet var 2/3 under 35 år. 85% kom fra en landsby, og havde enten arbejdet i landbrug, som ufaglært eller som faglært.
Samtlige adspurgte var muslimer, og mere end ¾ betegnede sig selv som religiøs i meget høj grad. 2/3 af gruppen havde gået i skole mindre end fem år og knapt 70% havde ikke været i udlandet, før de kom til Danmark. Af gruppen, der havde været i udlandet, havde 60% arbejdet.
85% af indvandrerne fra Tyrkiet var gift med en ikke-dansk kone, der opholdt sig udenfor Danmark. Samtlige af de gifte havde børn – hyppigst tre børn, men hele 21% af de adspurgte svarede, at de havde syv børn.
Ufaglært i fremstilling
I Danmark var langt hovedparten af arbejdsimmigranterne ansat som ufaglært arbejdskraft, hovedsageligt i produktionsvirksomheder. En opgørelse fra oktober 1971 fra Gæstearbejderregisteret, som blev oprettet i marts samme år, viser, at 61,9 % af fremmedarbejderne. (8104 personer) var beskæftiget i fremstilling. Den næststørste branche var servicebranchen, hvor 11% var beskæftiget. Indenfor var fremstilling det især jern- og metalindustrien, der benyttede sig af fremmedarbejdere.
For mange arbejdsimmigranter fra Tyrkiet var der således langt fra det samfund, de kom fra, til det, de kom til.