F.eks. har jeg aldrig været med til en dansk begravelse – jeg ved ikke, hvordan det foregår. Sprogligt ved jeg godt, at jeg skal sige, at jeg kondolerer og se alvorlig ud. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal dele sorgen med de efterladte.
Abdulganis familie. Foto: Privateje.
Hvis nogen dør i Tyrkiet, ved jeg præcis hvordan jeg skal bære mig ad. Man går til vedkommendes hus og kondolerer og sidder stille sammen. I begyndelsen er der måske 30-40-50 mennesker til stede, først og fremmest ældre mennesker. Jeg ved også, hvad vi skal snakke om. Så sidder vi dér, måske en time.
Næste dag kommer vi igen, men så er det kun en halv time eller tre kvarter, så familien vænner sig til at være alene med sorgen. Men i forhold til danske familier ved jeg ikke, hvordan jeg skal gøre. Mine forældre har ikke kunnet lære mig det, for de har heller aldrig været med.
Mine børn har været med til kammeraternes fødselsdage, men jeg har hverken været med til dansk barnedåb eller dansk bryllup.
– jeg ved ikke, hvordan jeg skal dele glæden med brudeparret – og om jeg kommer med penge eller gaver, og hvor dyrt det skal være.
At dele glæde og sorg
Det siger noget om, at vi ikke er kommet så langt med integrationen i Danmark, at vi har lært at dele glæden eller sorgen med hinanden. Hvis vi kunne det, havde jeg været med til brylupper, begravelser, barnedåb, familiefester …..! Men det har jeg ikke.
Man kan ikke planlægge den slags ting. Det er noget, der skal gro op mellem mennesker, når de føler sig trygge ved hinanden. Bor man ved siden af hinanden eller arbejder sammen, er muligheden større. Men det er ikke sikkert.