Abdulgani Cittirikaya, side 1

I min gade

Abdulgani Cittirikaya bor i Åbyhøj ved Århus og underviser i de ældste klasser i den nærliggende folkeskole. De fleste af eleverne har indvandrerbaggrund, men der er også enkelte danske. Om aftenen underviser han i tyrkisk for begyndere.

Abdulgani har boet i Århus, siden han forlod Tyrkiet i 1979. Hans forældre og søskende var kommet til Århus nogle år tidligere, mens han blev tilbage i Sarkisla (Sivas-provinsen). Han ville have en tyrkisk studentereksamen, inden han kom til Danmark.

"Det første jeg lagde mærke til ved ankomsten var landskabet. Det var i august, hvor al ting i Tyrkiet var gult og brunt, varmt og støvet. Nu kom jeg til et sted, hvor det hele var grønt.

Dagen efter skulle vi spille fodbold – på grønne fodboldbaner sammen med lyshårede mennesker. Det var meget, meget spændende – i hvert fald de første par dage.

Dét at forstå Danmark og danskerne tager tid. Selvom jeg efterhånden har boet i landet i mange år, vil jeg indrømme, at der er mange, mange ting i dette samfund, jeg stadig ikke forstår. Der skal åbenbart endnu flere erfaringer til, før man kommer ind under huden på det danske samfund.

F.eks. kommer der et brev fra boligforeningen om, at vinduer og døre skal skiftes ud. Et par håndværkere dukker op kl. 7 om morgenen og begynder at arbejde mens vi sover,. "Hvem har sendt dem? Og hvem har besluttet det? Nu har jeg lært det, men det tog rigtig lang tid at forstå, hvordan en boligforening arbejder.

Altså alt det dér med beboerdemokrati, og hvordan beslutningerne træffes. At det er min boligforening!

Det tager tid!

Det tager tid, før man begynder at sige, at den lejlighed, man bor i, er min lejlighed. Det tager tid, før man erkender, at den gade, man bor i, er min gade. Den skole, mine børn går i, er min skole. …..

I den første lange tid lever man overfladisk i det nye samfund – uden at forstå, hvad der foregår. Heldigvis er jeg kommet så langt, at jeg er begyndt at kunne gennemskue nogle ting. Men der er stadigvæk områder, hvor jeg måske tror, at jeg forstår, hvad der foregår. Men blive sat af, når det kommer til stykket. Områder, hvor jeg mangler et vejskilt eller en vejledning eller en guide, der kan vise vej.