Som en farverig roman
Sevki Nart tilhører – som så mange andre indvandrere fra Tyrkiet – et etnisk mindretal. Hans forfædre er kerkesser og stammer fra Abkhasien, en provins i det nuværende Georgien på Kaukasusbjergenes sydskråning ud til Sortehavet og op mod Rusland.
I slutningen af 1800-tallet flygtede mange muslimske tjerkesser (fællesbetegnelse for flere folk fra den nordvestlige del af Kaukasus) for russisk gengældelse efter en række fejlslagne oprør. De bosatte sig i forskellige dele af Det osmanniske Rige.
I det område, der i dag udgør Tyrkiet, blev de primært bosat på en nord/syd-linie 500 km. øst for Ankara fra Samsun ved Sortehavet over Sivas til Adana i det nordøstlige hjørne af Middelhavet – som del af et levende bolværk mod
osmannernes fjender mod øst. Sevkis forfædre bosatte sig i Sivas, og her bor de fleste fra familien stadig.
Her ses Sevki Nart i skolegården som dreng. Privatfoto.
I København
Sevki slog sig ned i København, da han som 21 årig kom til Danmark i 1973. Det var de snærende bånd i landsbyen, der fik ham til at bryde op og sætte kursen mod Danmark.
Hans far ville have ham til at overtage gården i Sivas. Som den ældste søn havde han særlige forpligtelser. Men Sevki havde fået nok af Tyrkiet, ville ud og se verden og uddanne sig.
Han kom til Danmark med den faste plan at blive elektroingeniør. Det blev han aldrig.
Her ses Sevki Nart sammen med sin familie i Tyrkiet.