Adnans onkel
Adnans farfar var kommet til Danmark i 1969. Der var masser af arbejde på jernstøberierne på Vestegnen – i Glostrup, Herlev mv. Efter et par år sendte han derfor bud efter Adnans far og onkel, der boede i landsbyen Pinarbasi, 20 km. vest for Cihanbeyli mellem Ankara og Konya. Onklen var på det tidspunkt 16 år.
Adnans onkel ville spare sammen til en traktor og så vende tilbage til landsbyen igen, når han havde fået penge tilovers.
Det gik Adnans onkel godt på fabrikken, og han fik stadig mere betroede opgaver. Senere kom han på gartneri, og var også i en periode på en gummifabrik, men så satte arbejdsløsheden ind, og Adnans onkel måtte finde andre veje. Derfor købte han en lille grønthandler-forretning.
Desuden kørte han rundt og solgte tyrkiske grøntsager til andre grønthandlere.
Adnans onkel ville spare sammen til en traktor. Foto: 1975, Privateje.
Selvom det gik godt, måtte han sælge den igen af personlige grunde. Siden 2002 har han været på invalidepension. Efterhånden indså Adnans onkel, at det ikke stod lige for at vende tilbage til Tyrkiet.
Familien til Danmark
I 1979 fik både Adnans onkel og far deres koner til Danmark. På det tidspunkt var de allerede flyttet ind i Ishøjplanen, hvor de øvrige familiemedlemmer og mange andre indvandrere fra Tyrkiet havde slået sig ned.
Familien ville gerne bo lidt længere væk fra resten af familien, og allerede i 1980 flyttede onklen. – først til Amager og senere til Sydhavnen, hvor han stadig bor.